Herning Blue Fox inviterer til en ganske særlig træningskamp i Kvik Hockey Arena.
Torsdag den 4. september kl. 19.00 blandes spillerne fra Metal Liga-holdet og Blue Talent Academy til to lige stærke hold – og selv trænerne deles op, så hvert hold får en leder fra begge sider af organisationen.
Det betyder, at publikum kan se etablerede profiler og fremtidens stjerner spille side om side, når klubbens bredde for alvor kommer til udtryk.

En aften med fællesskab og udvikling
Kampen bliver den sidste test, inden Metal Ligaen 2025/26 går i gang, men samtidig et arrangement, hvor udvikling og sammenhold er i centrum. For de unge talenter er det en unik mulighed for at spille tæt sammen med klubbens rutinerede kræfter – og for publikum bliver det en sjælden chance for at opleve hele hockeyfamilien på isen samtidig.
”Det er en sjov måde at afslutte opstarten på. Spillerne får lov at prøve nye roller, og fansene får en underholdende kamp, hvor der bliver kæmpet for sejren på begge sider”, lyder det fra Sportsdirektør Peter Regin.

Gratis adgang for alle
Der er fri entré, og både cafeteria og bar holder åbent, så der er rig mulighed for at kombinere ishockey med en hyggelig aften i hallen.
Vi glæder os til at byde velkommen til en anderledes træningskamp – torsdag den 4. september kl. 19.00 i Kvik Hockey Arena.


Herning Blue Fox klar til historisk Continental Cup-finale i Nottingham