Senere i eftermiddag tager Herning Blue Fox hul på den 3. træningskamp i denne uge. Modstanderen på modsatte blå er Frederikshavn White Hawks når der er faceoff kl. 17.00 - og der er GRATIS ADGANG.

Endnu en gang i træningsopstarten frem mod den kommende sæson, står blårævene overfor kvartfinalemodstanderne fra Frederikshavn White Hawks. Nordjyderne lagde nemlig is til den første test tidligere i august, en kamp som Blue Fox vandt knusendes sikkert.

Men der forventes en helt anderledes kamp lørdag eftermiddag, for begge mandskaber har fået flere kampe i benene, og flere af de aftaler der måske ikke lige sad nær så godt i den første test bør efterhånden indfinde sig med under en uge til sæsonpremieren.

For Blue Fox' vedkommende bliver det den 3. test i denne uge. Senest var herningenserne på besøg i Hvidovre, hvor guldvinderne fra 1. division skulle give det nye Herning mandskab en anderledes test på en dag, hvor spillerne var til Media Day forinden, og derfor fik en meget atypisk kampoptakt. De klarede det dog super godt mod et heroisk Hvidovre mandskab der i øvrigt viste masser af fightervilje med flere tidligere Metal Liga spillere på holdet.

Værd at bemærke under alle træningskampene er, at en del af de unge talenter fra Herning Ishockey Klub har fået masser af istid. De har i den grad trukket i arbejdstøjet, og har kæmpet infernalsk sammen med resten af holdet. Det giver gode lærepenge, og med masser af flid har de også sendt vigtige signaler til trænerteamet. Blandt andet har unge Carl Winding på billedet i nyheden scoret i 3 ud af de 4 træningskampe som holdet har spillet til nu - ganske imponerende.

Kampen mod Frederikshavn White Hawks spilles på Kvik Hockey Arena i Herning lørdag eftermiddag kl. 17.00, og der er som sagt gratis adgang. Har du ikke mulighed for at komme ud i arenaen, så husk at kampen kan streames på metalligaen.tv.

BEMÆRK: Der er Tour of Scandinavia cykelløb i Herning lørdag samtidig med kampen, og det betyder også at flere af vejene til Kvik Hockey Arena er spærret af. Men du kan stadig komme ind til den parkeringsplads, der ligger foran Talentklasserne på Brændgårdskolen. For at komme dertil, skal du køre vest fra ad H. P. Hansens Vej, ind ad Brændgårdvej og den vej forbi Herning Svømmehal.

Se billederne nedenfor:


Highlights Blue Fox - Frederikshavn White Hawks Blue Fox mod Hvidovres guldvindere i aftenens testkamp