Herning Blue Fox er stolte over indgåelsen af kontraktforlængelser med to af vores egne talentfulde spillere, William Lund og Valdemar Andersen. Begge spillere har underskrevet en 1-årig kontrakt, der vil sikre deres fortsatte udvikling, og ikke mindst bidrag til klubbens succes i den kommende sæson.

21-årige William Lund, en hårdtarbejdende og opofrende forsvarsspiller, har vist sin værdi på isen med et stort og dedikeret arbejdspensum. Den seneste sæson fik han grundet en del skader på holdet virkelig lov til at spille mange minutter på isen, en opgave han gik til med stor succes. Hos Blue Fox glæder man sig over at have forlænget samarbejdet med William, således fortæller Sports Manager Daniel Nyegaard.

“William fik sin endelige debut i sidste sæson, hvor han spillede 42 kampe for Blue Fox. William har fået en masse ny erfaring fra blandt andet at have spillet en masse i sidste sæsons slutspil. Han er en ambitiøs og hårdtarbejdende ung spiller, som gerne vil udvikle sig yderligere, og det forventer vi at han gør i den kommende sæson hos Blue Fox”.

Sammen med William Lund følger holdkammeraten Valdemar Andersen, 18-årig målmandstalent og lillebror til NHL-målmanden Frederik Andersen. Valdemar var også en del af mandskabet i den seneste sæson, hvor han ligeledes fik sin debut. Til den kommende sæson følger der endnu mere ansvar med signaturen på kontrakten, da han bliver holdets backup målmand.

”Valdemar har allerede fået debut for Blue Fox i sidste sæson mod Herlev Eagles i grundspillet, hvor Valdemar stod en god kamp. Derudover har han været en del af de danske ungdomslandshold, og er et målmandstalent, som vi skal forsøge at gøre vores bedste for at udvikle hos Blue Fox. Valdemar skal indgå i et målmandsteam med Mac Carruth, og med det øgede ansvar, så håber vi, at Valdemar kan tage et stort skridt i sin udvikling i den kommende sæson”, slutter Daniel Nyegaard fra Herning Blue Fox.

Både William og Valdemar er som sagt født og opvokset i Herning og har altid spillet for Herning. Deres kontraktforlængelser er et symbol på klubbens fortsatte satsning, på at udvikle og fastholde talentfulde spillere fra vores egen by. Hos Blue Fox ser man frem til den kommende sæson, hvor man er overbeviste om, at William Lund og Valdemar Andersen vil fortsætte med at udvikle sig og levere gode og arbejdsomme præstationer på isen.

Kontrakterne med de 2 Herning drenge er som altid betinget af den endelige godkendelse fra DIU.


VM-bronzevinder laver ny aftale med Blue Fox Cheftræner trækker finsk back med til Herning