Flere af blårævene har været afsted og repræsentere Danmark i de forskellige landsholdssamlinger. Resten af truppen har samlet fornyet energi efter et par hæsblæsende uger i ligaen, og fredag aften går det løs igen. Denne gang gæster Herning rivalerne fra Esbjerg, og de indbyrdes kampe er altid præget af tæt og intens fight.
Det er indtil videre blevet til en hjemmesejr til begge mandskaber i det indbyrdes regnskab. I back-to-back kampene i starten af oktober vandt Blue Fox med 4-1 hjemme i Kvik Hockey Arena, men måtte få dage senere se sig slået med 4-0 i Esbjerg i det omvendte opgør.
Blue Fox slog ligarekord senest med udesejren mod Rungsted Seier Capital, hvor den 10. sejr i træk i ordinær spilletid blev sikret. En fremragende milepæl, og den eneste danske klub med denne bedrift i dette årtusinde. Pekka Tirkkonens spillere må ikke tage let på opgaven, og det kræver fuld koncentration gennem samtlige minutter af kampen. Sulten efter sejr skal bevares, så topplaceringen kan forsvares.
Esbjerg har tabt de seneste tre opgør og befinder sig i den tunge ende af tabellen. Dette skal under ingen omstændigheder undervurderes, og det vil uden tvivl være et Energy-mandskab der træder toptændte ud på isen.