Og det er ikke så lidt af et CV der lander i det midtjyske, for gennem netværket er det lykkedes at hente den 63-årige amerikaner Barry Smith til det midtjyske. Hele 30 sæsoner som træner har Barry med i rygsækken, hvor alt fra ECHL, AHL, hele 5 sæsoner i NHL, SHL, OHL, Ligue Magnus og ikke mindst det amerikanske landshold har gjort erfaringen rigere.
Det er faktisk endda også blevet til 1 år som assisterende træner for det danske U20 landshold, og her kommer vi tilbage til netværket. For her dannede han nemlig trænerstab med Blue Fox legenden Todd Bjorkstrand, som han spillede ishockey med i sine yngre dage. Og netop aftalen med Barry Smith er da også en dør og mulighed der er blevet åbnet fra Bjorkstrand selv, efter nogle gode sparringssamtaler med Blue Fox’ Sportsdirektør Peter Regin.
”Jeg er egentlig selv lidt overvældet over, at det er lykkedes os at tilknytte en assisterende træner med så imponerende en baggrund, til Garth Murray, vores cheftræner. Det er jo en helt fantastisk kompetence, som Garth pludselig kan benytte sig af, og som helt sikkert vil komme til at give vores cheftræner den ro der skal til, for at han kan fokusere på de store linjer på holdet”, fortæller Peter Regin og fortsætter.
”Barry Smith kommer med et godt kendskab til ”nordisk hockey” gennem hans sæsoner for bl.a. Modo og Mora. Flere i Herning har faktisk også haft glæden af at møde ham på en af Herning Ishockey Klubs hockeyskoler for nogle år siden. Han er sådan en rigtig ”guys guy”, som har en god føling med omklædningsrummet og generelt er god til kommunikationen mod spillerne. Det kan lette lidt af opgaverne på det led for cheftræneren, som så i stedet kan fokusere på reel management”, lyder det fra Sportsdirektøren som slutter.
”Oveni hatten får vi jo så også en som har arbejdet med videoanalyse i årtier og som vil kunne løfte den opgave betragteligt med tanke på, at han har været ansat specifikt til den opgave på det amerikanske landshold”.
Dermed er trænerteamet helt på plads hos Herning Blue Fox for den kommende sæson, hvor Cheftræner Garth Murray og Assisterende træner Barry Smith kommer til at danne en stærk nordamerikansk duo. Begge er naturligvis godt akkompagneret af Sportsdirektør Peter Regin, som bidrager til det trekløver, hvor alle har arbejdet mange år i verdens bedste liga NHL.