Hos Herning Blue Fox har man taget et valg om at skifte ud på målmandsposten, hvor sidste sæsons målmand Emil Kruse ellers viste rigtigt fine takter igennem et langt grundspil i toppen af ligaen.

Men alligevel bliver det ikke den karismatiske svensker der fortsætter som Blue Fox’ sidste skanse, da man har fået muligheden for at tilknytte amerikansk klasse fra en hylde, som Blue Fox’ sportslige ledelse længe har haft øjnene rettet mod. Derfor kommer udskiftningen nu, i øvrigt en udskiftning som man har rigtigt store forventninger til.

Så for de midtjyske ishockeyfans, så bliver det en velkomst til klubben, til den 30-årige amerikanske målmand Macmillan Carruth der kommer fra et ophold senest hos Cardiff Devils i den engelske liga.

Som junior spillede Mac for Portland Winterhawks, og vandt i 2012-13 sæsonen sammen med Portland WHL mesterskabet, i øvrigt sammen med NHL stjernen og Herning drengen Oliver Bjorkstrand.

I 2010 blev Mac Carruth draftet af Chicago Blackhawks I 7. runde af NHL draften. Og efter at have vundet WHL turneringen brugte han derfor de efterfølgende 4 år i Blackhawks systemet, hvor han spillede i både East Coast Hockey League (ECHL) og American Hockey League (AHL), herunder blandt andet for Rockford IceHogs, hvor han spillede med en anden tidligere herningensisk NHL spiller, Peter Regin.

I 2017 drog Mac til Europa, og var startende målmand i den stærke østrigske liga i 2 sæsoner inden han de efterfølgende 2 år spillede i den tyske DEL2 liga. Herefter gik turen over til den engelske liga hos Cardiff Devils, hvor han lige nu spiller sammen med den tidligere canadiske Blue Fox spydspids Brodie Dupont.

Og netop Brodie Dupont og de andre gode referencer vi har på Mac Carruth tegner et billede af en målmand med en kæmpe arbejds- og vindermentalitet. Han kommer til Herning med et klart mål, og hos Herning forventer man samtidig en spiller der kommer med lederskab, og en vilje til at bygge yderligere på paletten, for hermed at kunne blive en vigtig grundsten i, at kunne skabe de rette forudsætninger for holdet, der i sidste ende skal til for at kunne vinde kampene.

Blue Fox’ finske cheftræner Pekka Tirkkonen er yderst tilfreds, for at have fået sat kryds ved sin første prioritet på ønskesedlen for den kommende sæson.
”Mac Carruth er en meget konkurrenceminded spiller med en masse god erfaring i bagagen. Han spiller en teknisk nordamerikansk stil og er rigtig god med staven. Det er også en stor og moderne type målmand vi kommer til at se, som er teknisk dygtig og hurtig, men samtidig udviser stor ro i hans handlinger i målet. Det kommer til at smitte af hele vejen op gennem holdet, og vi er ikke i tvivl om at han kommer til at blive et rigtigt positivt bidrag til Blue Fox truppen for den kommende sæson”, fortæller cheftræner Pekka Tirkkonen om sin nye sidste skanse.

Blue Fox direktøren Torben Skovsgaard hæfter sig også ved de oplysninger der er indhentet om Mac Carruths mere personlige kvaliteter. ”Vi får efter sigende en spiller i truppen med en ekstrem vinderkultur og en vilje til at ville gå hele vejen for hans sport. Det er netop den slags kvaliteter vi søger efter, og jeg håber han kan blive en profil der går forrest og er et forbillede for truppen.”

Mac Carruth møder resten af blårævene, når han støder til holdet efter sommerferien. Trøjen er dog ved at blive trykt med nummer 30 på ryggen, og som altid, så er kontrakten med Mac Carruth naturligvis betinget af den endelige godkendelse fra DIU.


Blue Fox har træningskampene på plads HUSK - DER ER STADIG BILLETTER til Finlands-kampene