Der er lagt op til endnu en aften med international ishockey i Kvik Hockey Arena, når Herning Blue Fox tager imod de schweiziske mestre fra Fribourg Gottéron i sæsonens sjette og sidste CHL-kamp.

Blue Fox har fået en forrygende start på den hjemlige sæson og indtager i skrivende stund førstepladsen i Metal Ligaen efter ti grundspilskampe med blot ét nederlag. I Champions Hockey League har resultaterne været sværere at hente, og den første sejr mangler fortsat. Til gengæld har Herning budt på flere tætte opgør mod modstandere fra nogle af Europas allerstærkeste ligaer.

Nu venter den sidste mulighed for at sætte et flot punktum for det europæiske eventyr på hjemmebane.

Fribourg Gottéron kommer til Herning med et imponerende bagkatalog. I sidste sæson sikrede klubben sig det schweiziske mesterskab efter en stærk sæson. Schweizerne har ligeledes fået en fornuftig start på CHL-sæsonen. Efter fem kampe står Fribourg med tre sejre, senest efter en hjemmesejr over slovakiske HK Nitra. Det er dermed et hold med både selvtillid, international rutine og stor individuel kvalitet.

For Blue Fox bliver det afgørende at stå solidt defensivt, holde disciplinen og være effektive, når mulighederne opstår. Fribourg har vist, at de kan straffe modstanderne, men hjemmebanen og opbakningen fra lægterne kan blive vigtige faktorer i jagten på Hernings første CHL-sejr.

Selvom den første sejr endnu ikke er kommet i hus, har mødet med Europas stærke hold givet Blue Fox værdifuld erfaring. Nu gælder det om at omsætte erfaringerne til en stærk præstation i den sidste kamp, hvor de danske mestre kan spille frit og gå efter at slutte CHL-deltagelsen med manér.

Der er derfor al mulig grund til at finde vej til Kvik Hockey Arena kl. 19.00 i aften, når schweizisk topklasse gæster Herning. Vi håber på masser af blå-gul opbakning til den sidste europæiske udfordring i denne sæson.


Highlights Blue Fox - Eagles