Fredag kl. 19.30 er der igen Friday Night Hockey i Kvik Hockey Arena, når Herning Blue Fox tager imod Odense Bulldogs. Blårævene kommer til opgøret med masser af selvtillid efter en forrygende afslutning på Champions Hockey League, og med et billetsalg, der tordner derudad, er der lagt op til en stor hockeyaften i Herning.
Onsdag aften leverede Blue Fox en fremragende præstation, da schweiziske Fribourg-Gottéron blev besejret efter straffeslagskonkurrence. En flot skalp mod stærk europæisk modstand og den perfekte afslutning på sæsonens CHL-eventyr.
Nu rettes fokus mod Metal Ligaen, hvor Blårævene har fået en stærk sæsonstart. Her venter Odense Bulldogs, som senest blev besejret 3-2 efter overtid på fynsk is. Fredag skal den stærke præstation fra onsdag omsættes til ny energi og vigtige point i den hjemlige liga.
Stor opbakning til fredagsbraget
Interessen for fredagens opgør er stor, og billetsalget går strygende. Alt peger mod en stemningsfyldt Kvik Hockey Arena, men ambitionen er klar: Vi vil fylde hallen og skabe en fantastisk blå-gul kulisse omkring holdet!
Med intens Metal Liga-hockey, kolde fadøl og ægte fredagsstemning er rammerne sat for endnu en stor aften.
Der er faceoff i aften fredag den 16. oktober kl. 19.30.
Sikr dig din billet på Blue Fox' billetshop, tag vennerne med, og vær med til at bakke Blårævene op!
IT’S HOCKEYTIME!