Lørdag eftermiddag kl. 15.30 venter Frederikshavn White Hawks i den sidste træningskamp inden det går løs i Metal Ligaens grundspil om en god uge.

For anden kamp I træk, venter et opgør mellem Blue Fox og White Hawks. Blue Fox hentede en meget fortjent 4-1 sejr for lidt over 1 uge siden i det nordjyske, og holdet viste at de bestemt har stort potentiale i alle 3 led på holdet. Thor Baden stod en næsten fejlfri kamp i målet, forsvaret spillede klogt og sikkert mens scoringerne endnu en gang fordelte sig over 4 forskellige spillere.

"Selvfølgelig har vi en masse arbejde at gøre, men jeg synes at vi er på rette vej, siger Pekka Tirkkonen. Hovedfokus for lørdag er at få en god forberedelse mentalt og fysisk, og ellers forberede ligesom til en ligakamp. Frederikshavn er et hold med god hastighed og struktur i spillet", fortsætter cheftræneren.

Og foreholdt spørgsmålet om der eventuelt ville være en plads til en Frans Nielsen på holdet lyder det: "Jeg tror ikke, at nogen træner ville sige nej til Frans i dette land! Men jeg synes, at vi fint kan starte med de spillere vi har, og indtil videre er 7 forsvarsspillere ok", slutter Pekka.

Kampen spilles lørdag i Kvik Hockey Arena med start klokken 15.30. Husk at der efter kampen er et lille informationsmøde for alle supportere i Supporter Loungen, hvor Blue Fox administrationen og Blue Fox Support bestyrelsen har lidt praktisk information.


Highlights Blue Fox - Frederikshavn White Hawks STREAM: Herning Blue Fox-Frederikshavn White Hawks