Blue Fox skal igen på jagt efter tre point tirsdag aften, når Rødovre Mighty Bulls besøger Kvik Hockey Arena. Pucken smides kl. 19.00.

Det er svært at blive klog på Blue Fox for tiden. Spillet og resultaterne svinger i den grad, og efter tre sejre i træk og ny positiv energi står man nu igen med to nederlag i træk, og en sådan lidt flad fornemmelse. Mod Aalborg var det defensivt slet ikke godt nok, og mod Frederikshavn søndag var det så disciplinen der svigtede. Efter de første to perioder viste måltavlen 3-0 til Frederikshavn, mens Blue Fox var foran 12-0 i udvisningsminutter. Det er selvfølgelig langt fra godt nok, og vil meget ofte blive straffet.

Disciplinen er så utrolig vigtig i ishockey, og den bliver kun vigtigere jo længere vi kommer frem. Det kunne jo også ses i tredje periode, hvor Blue Fox var tæt på at komme tilbage. De to første udvisninger Frederikshavn tog straffede Blue Fox, og reducerede til 3-2. Med tre minutter tilbage tog Frederikshavn så endnu en, men udligningen udeblev. Dermed er det blevet til nul point i to kampe i træk, og når der spilles om tre, så taber man meget hurtigt det som man ellers lige havde vundet. Blue Fox skal til at stramme sig an. Det svinger for meget for tiden. Men positivt er det selvfølgelig, at vi ikke bliver slået ud og spiller til det sidste. For selvom man er nede med tre mål før sidste periode, så er det ikke slut. 20 minutter er lang tid i ishockey.

Rødovre kommer med rigtig god selvtillid. Siden de fik stryg med 8-1 hjemme af SønderjyskE, har de rejst sig flot. Først vandt de den vitale kamp mod Odense med sikre 6-2, endda på udebane, og fredag leverede de så et rigtig stort resultat. Her vandt de hjemme i Rødovre efter straffeslag med 4-3 over formstærke Esbjerg, efter en kamp hvor de ellers var nede med 1-3 godt halvvejs. Rødovre spiller altid aggressivt og hurtigt, og er ofte en meget vanskelig modstander.

Indbydes står der 3-3 i point, og det er faktisk to kampe som meget godt symboler den sæson Blue Fox har gang i. Første kamp vandt Blue Fox stensikkert 4-1 efter en kamp med stort set kun et hold på banen. En uge efter mødtes de så igen, denne gang i Rødovre, og her vandt hjemmeholdet med 6-4, efter en kamp hvor Blue Fox ikke var skarpe nok.

Nu er vi så tilbage i Herning, og her skal det meget gerne blive til tre point.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle        


Highlights Blue Fox - Rødovre Mighty Bulls Frederikshavn toppede igen - 3-2 over Herning