Hos ishockeyklubben i Herning har man armene højt op over hovedet over den seneste tilføjelse til det midtjyske angreb i form af en pointrig VM spiller.

Således er det lykkes at få underskriften fra 31-årige Brett Perlini der oprindeligt er canadisk født, men har dobbelt statsborgerskab efter sin far der kommer fra England. Det har banet vejen for Brett til at være en fast bestanddel af det britiske landshold i de seneste 5 sæsoner, hvor han senest spillede en stor rolle for briterne i kampen om overlevelse i A-Gruppen. Ved det seneste VM lavede Brett 4 point i 7 kampe for briterne, som i den afgørende kamp om overlevelse mod Østrig tabte pusten i 3. Periode og måtte se nedrykningen i øjnene. I den forbindelse blev Brett kåret til en af briternes 3 mest værdifulde spillere.

Perlini familien har i den grad hockey i blodet, da også Bretts bror spiller. Brendan Perlinis adresse er dog en anelse mere eksotisk end Metal Ligaen, da han til dagligt spiller for NHL klubben Edmonton Oilers. Men det skandinaviske klima og spillestilen i det hele taget bliver ikke en ny oplevelse for den robuste nye Blue Fox spiller. For med sine 188 cm og 91 kg. bidrog han med masser af mål i den norske liga i sidste sæson. Her tørnede han ud for Ringerike der har lagt i den nederste halvdel af ligaen, og alligevel lykkes han med at blive den mest scorende importspiller i den norske liga med 23 fuldtræffere i 37 kampe og 35 point totalt i det norske grundspil.

Den sportslige ledelse hos Blue Fox ser med stor forventning frem til at opleve Brett Perlini på isen til den kommende sæson. Målræven Perlini der tidligere har spillet 2 sæsoner sammen med blårævenes nye amerikanske ankermand i målet Mac Carruth, skal bidrage med fysik og offensivt spil i det midtjyske angreb. "Vi har længe haft interesse for Brett Perlini, og med hans præstation til VM blev vi overbeviste om, at han har det der skal til for at kunne blive en profil i Metal Ligaen”, lyder det.

Brett Perlini tørner ud i den blå-gule trøje med nummer 11 efter den forestående sommer, og kontrakten er naturligvis og som altid betinget af den endelige godkendelse fra DIU.


Metal Liga spiller rykker sydpå til Blue Fox 2 byrødder forlænger med Herning Blue Fox