Herning Blue Fox er kommet rigtigt godt i gang med Blue goes Green konceptet, der har bragt begreber som bl.a. bæredygtighed, cirkulær omstilling, biodiversitet, energioptimering og partnerskaber med sig ind i den ellers så iskolde vintersport.

Og der er nok ikke mange der havde set netop den kobling komme, når Blue Fox normalt på krigende vis skøjter hen over isen i jagten på sportslige gyldne øjeblikke. Men i den midtjyske ishockeyadministration giver den nye strategi ”Blue goes Green” rigtigt meget mening.

”Vi vil udnytte den fantastiske platform vi har som professionel sportsklub, til at tage vores del af ansvaret for den grønne omstilling. Ved at tage hånd om vores bæredygtige forretningsområde, kan vi fremtidssikre Blue Fox som en ansvarsbevidst og initiativrig ishockeyklub. Og så skal vi udnytte vores position til at motivere fans og sponsorer til, at tage aktiv del i den grønne omstilling”, fortæller Blue Fox direktør Torben Skovsgaard.

En stor del af økonomisk, at kunne kombinere både den grundlæggende blå forretning med den grønne er i høj grad baseret på partnerskaber. Ganske enkelt et samarbejde med andre for hvem de bæredygtige tanker er en lige så stor del af virksomhedens dagsorden.

Et sådanne samarbejde har nu set sit lys, da Herning Blue Fox har indgået et både blåt og grønt samarbejde med den dybt lokal forankrede tekstilvirksomhed Dilling. Herning Blue Fox’ CSR Manager Christian Hostrup, som til dagligt arbejder med Blue goes Green, glæder sig over et nyt samarbejde der både er opstået med stor interesse i ishockeyen naturligvis, men også den bæredygtige virksomhedsprofil som Dilling arbejder med i det daglige.

” Til den kommende sæson lancerer vi en ny opvarmningstrøje der er produceret i recirkuleret polyester – det var oplagt for os med en grøn trøje lavet i bæredygtige materialer. Som det sig hører og bør er der god plads til eksponering på en ishockeytrøje. Derfor var det et godt match for Dilling og Herning Blue Fox, da vi var i dialog omkring et partnerskab. Med Dillings tradition for bæredygtig produktion og vores strategi i Blue goes Green var det et match made in heaven, og derved fandt vi også den første virksomhed som ”grøn” partner på den nye opvarmningstrøje”, fortæller Christian Hostrup.

Morten Dilling der er 4. generation i den traditionsrige virksomhed og direktør for Dilling har haft en særdeles ambitiøs indgang til Blue Fox, og brænder meget for at komme i gang med samarbejdet.
”Som virksomhed med en lang historie i Herning ser vi en masse synergier med Herning Blue Fox der som sportsklub gennem årtier har sendt byen på danmarkskortet. Vi har en klar fælles interesse der på alle måder er vokset endnu mere med Blue Fox’ fokus på bæredygtighed, som på alle måder har skabt et spændende grundlag for at kombinere elitesport med det grønne. Vi har i mange år været med på den grønne bølge, og står selv overfor at lave et biodiverst område rundt om virksomheden – lidt som folk kender det fra hjertestien, tæt på Kvik Hockey Arena. Vi kommer til at profilere os på forskellige måder omkring Blue Fox, men netop partnerskabet illustreret på den grønne opvarmningstrøje er for os et vigtigt budskab”, fortæller direktør Morten Dilling om det nye samarbejde.

Hos Blue Fox er der sat gang i trøjen, som i den grad er indbegrebet af den cirkulære omstilling, og der er naturligvis plads til flere på den symbolske opvarmningstrøje. Samtidig arbejdes der intenst med mange flere partnerskaber på både trøjen som sagt, men også med de mange andre spændende verdensmål, som man hos den midtjyske ishockeyklub ønsker at sætte fokus på i bæredygtighedens tegn. 


Magnus Koch skifter til rævene Netværk for Bæredygtig Business