Herning Blue Fox har landet signaturen fra en særdeles spændende lettisk angriber. Han har tidligere spillet i Herning med det lettiske landshold, nu bliver Kvik Hockey Arena næste klubadresse.

Gennem tiderne har det danske A-landshold haft mange fantastiske opgør mod letterne. Til VM i 2018 der bl.a. blev afholdt i Herning havde man forud for VM et spændende opgør mod letterne og sidenhen ventede en skæbnesvanger kamp i Danmarks pulje mod netop letterne, hvor vinderen trak det længste strå i kampen om en VM kvartfinaleplads. Desværre endte den kamp ikke i Danmarks favør der måtte se sig slået af letterne med blot 1-0 i et hæsblæsende og øredøvende drama i Boxen på en varm dag i maj. Det enlige mål scoret af letterne blev sat ind af landsholdsikonet Andris Dzerins, der også blev kåret til en af de 3 bedste spillere for Letland under den turnering, noget som han har prøvet i alt 3 gange på landsholdet.

Og netop den 34-årige lettiske angriber Andris Dzerins bliver til den kommende sæson holdkammerater med resten af blårævene fra Herning Blue Fox. Det står klart efter et hårdt forarbejde af Blue Fox’ sportslige ledelse for at sikre sig den lukrative underskrift fra letten der kommer med ambitionerne i top.

220 landskampe for Letland der strækker sig over bl.a. 11 VM-turneringer og deltagelse til OL senest i 21/22 er blot nogen af meritterne, hvilket er superflot når det er på et så stærkt landshold som det lettiske – et vidne om hans høje niveau. Et niveau der som sagt tidligere har stillet ham direkte overfor nogle af de største navne i Herning og Danmark.

Andris Dzerins har spillet i både Finland, Canada, Tjekkiet og senest Østrig, men langt størstedelen af hans karriere er foregået for det stærke KHL hold Dinamo Riga. Her har han præsteret knap 400 KHL kampe, en utrolig flot bedrift i en af verdens allerstærkeste ligaer.

Men nu hedder adressen således 7400 Herning for Blue Fox’ nye center, og vigtigheden af underskriften er svær at skjule for ledelsen i den midtjyske ishockeyklub.
”Vi har arbejdet i lang tid på aftalen med Andris, og heldigvis har interessen været gensidig hele vejen, så der har været en god fornemmelse for at det her kunne lykkes. Siden muligheden for at tilknytte Andris opstod før VM, så har det klart været vores førsteprioritet at få lukket aftalen. Vi får en spiller på holdet, som er en stærk 2-vejs center på internationalt niveau, der spillede en bærende rolle på det lettiske landshold til både OL samt det seneste VM, og som ønsker at gøre det igen til det kommende VM i Letland næste år", fortæller Blue Fox direktør Torben Skovsgaard om nyerhvervelsen.

Andris Dzerins glæder sig til at spille i Kvik Hockey Arena foran alle Blue Fox fansene, og ser frem til en god sæson med hans nye Blue Fox kontrakt i hus, der i øvrigt og naturligvis er betinget af den endelige godkendelse fra DIU.


Blue Fox søger frivillige hænder til vores kampe Metal Liga spiller rykker sydpå til Blue Fox