Mandag eftermiddag var Blue Fox atter tilbage i Herning - hjemvendt efter sin europæiske deltagelse i Continentel Cup Finalen i Cardiff, Wales.

Turneringen blev en rigtig rutsjebanetur for Blue Fox. Første kamp mod de polske mestre fra GKS Katowice blev tabt i overtid efter at Blue Fox havde ført det meste af kampen - i anden kamp mod Nomad Astana fik Blue Fox ikke et ben til jorden og tabte hele 2-7, og i sidste og tredje kamp - mod værterne fra Cardiff Devils blev det til en 4-3 sejr, som først blev afgjort i sidste sekund, da et videoreview viste at Cardiff Devils ikke havde fået pucken i mål i kampens sidste sekund. Dermed blev Blue Fox sølvvindere i turneringen - bag de suveræne vindere fra Nomad Astana, som i løbet af turneringen ikke tabte en eneste kamp.

International anerkendelse til fansene

Blue Fox har, udover sølvmedaljerne, også modtaget international anerkendelse for opbakningen fra Blue Fox fansene, som havde taget turen til Cardiff.

"Jeg fik en henvendelse fra Det Internationale Ishockeyforbund, IIHF, som var dybt imponeret over den kulisse, som vores fans havde skabt til kampene i Cardiff, hvor især rundturene på lægterne mod Nomad Astana havde sat et stort indtryk. På klubbens vegne bliver vi stolte, når vi ser, hvordan vores fans repræsentere Blue Fox på udebane - og viser netop den fankultur, som er så unik for ishockeysporten." udtaler Blue Fox' Sportschef, Daniel Nyegaard.

Rungsted Seier Capital kommer på besøg

Tirsdag venter allerede et opgør i Metal Ligaen, hvor Rungsted Seier Capital kommer på besøg i Kvik Hockey Arena, og der venter begge mandskaber et opgør mod hinanden inden begge hold på fredag spiller semifinale i Metal Cup Final4, hvor Blue Fox møder SønderjyskE, mens Rungsted Seier Capital møder værterne fra Aalborg Pirates.

Usikkerhed om opstilling til kampen

Der er ingen tvivl om at 2024 er startet med et tæt kampprogram for Blue Fox, og dertil øges risikoen også for skader, og der er kommet nogle markante skader hos netop Blue Fox. I træningen inden første kamp i Continentel Cup Finalen blev Mac Carruth skadet, og kunne ikke spille turneringen, og den svenske back Pontus Englund fik også en skade i forbindelse med den første kamp, og Metal Ligaens topscorer, Jesper Thörnberg, måtte også sidde udenfor, da Blue Fox mødte Cardiff Devils i kampen om sølvet. Patrick Madsen og Cameron Brown var også udenfor truppen. Førstnævnte med skade, mens Cameron var blevet i Herning for at afvente en potentiel familieforøgelse.

Derfor er det også lidt usikkert, hvordan Blue Fox stiller op til kampen mod Rungsted Seier Capital, og mange spørgsmål vil blive besvaret, når pucken smides til kampen kl. 19.00.

Har du ikke allerede sikret dig en billet til kampen, så gør det via billetshoppen på bluefox.dk.


Interview Morten Poulsen Europæiske sølvmedaljer til Herning Blue Fox