Tirsdag aften er der topbrag i Vojens, når Metal Ligaens nummer to og tre, Blue Fox og SønderjyskE brager sammen, i en direkte duel om den aktuelle andenplads. Face off er kl. 19.00.

41 kampe spillet af begge hold, og 72 point. Så med Syv kampe tilbage af grundspillet er det fuldstændig lige. Blue Fox indtager dog andenpladsen, da de er bedst indbyrdes. Men med samme pointtal står det selvfølgelig klart, at vinderen tirsdag aften vil lægge sig alene på andenpladsen. Kigger man på formbarometeret, så bliver det ikke mindre interessant. Det er nemlig ligaens to mest formstærke hold der mødes, igen med Blue Fox som det øverst placerede hold. Der er lagt op til et brag af en kamp.

Blue Fox vandt senest 2-0 hjemme over Frederikshavn, efter en meget stabil kamp over hele linjen, hvor holdet var bedst stort set hele vejen igennem. Det eneste der manglede, var vel lige en scoring i fem mod fem. Her spillede man 0-0, da begge scoringer faldt i power play. Men det tæller selvfølgelig også lige så meget. Blue Fox spillede generelt med stor disciplin, og tog kun en udvisning, hvilket er den helt rigtige vej at gå, specielt når vi om ikke så længe begynder på Play Off. På skadesfronten ser det også ganske godt ud. I de sidste par kampe har man kun været uden backen Sean Flanagan, som stadig kæmper med en hjernerystelse. Heldigvis er Jakob Jessen gået direkte ind, og leveret nogle yderst stabile præstationer, som også har kastet et enkelt point af sig. Men selvfølgelig håber vi at se Flanagan tilbage hurtigst muligt.

SønderjyskE kommer også med en frisk sejr i ryggen, da de vandt sikkert med 4-0 ude over Odense. Det var en stærkt og stabil indsats af SønderjyskE, som også tydeligt viser hvilken vej pilen peger for dem. Det var også en kamp hvor holdets førstemålmand Patrick Galbraith gjorde comeback efter en længere skade. Yderst positivt for ”de lyseblå” at få ham tilbage igen, og hvilken fornem måde at vende tilbage på, med et ”cleen sheet”. Efter en lille håndfuld skader begynder det også at se godt ud for dem igen.

Indbyrdes er det som sagt Blue Fox der er bedst, med fire sejre i dem foregående fem kampe. Lidt spøjst er det, at alle kampe er blevet vundet med bare et mål, men ingen af dem er gået i overtid. Der er altså tale om fem afgørelser i ordinær tid.

Kampen kan vise sig at være vital i opgøret om andenpladsen. Det hold der ligger nummer to efter kampen, kan selv afgøre det, da det er det sidste indbyrdes opgør. Hvem tager det sidste stik?

Blue Fox Support arbejder på at få en bus afsted til dette brag af en kamp. Læs mere om turen på deres facebookside. Det er ikke muligt at komme billigere til ishockey i Vojens.

Pucken smides kl. 19.00 til hvad der med garanti bliver et brag af en ishockeykamp.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle


Sønderjysk power play afgjorde rævejagten LASSE LASSEN blev TISSOT MÅNEDENS SPILLER