Herning Blue Fox kan føje endnu en af rødderne til danskerstammen, da den 29-årige hårdt arbejdende angriber Anders Poulsen melder sig klar igen under de blå-gule faner.

Og det er en velkendt spiller der glæder sig til at komme tilbage til Herning. Det blev til en enkelt sæson for angriberen i Rungsted, hvor han repræsenterede de forsvarende danske mestre, desværre også en sæson som blev alt for kort grundet en lang skade. Men Anders er klar igen, og er i den grad sulten efter at byde ind med alle hans uundvigeligt vigtige kompetencer for rævene.
”Jeg er virkelig glad for at komme hjem til Herning igen, og ikke mindst fordi jeg altid har set mig selv som en Herning dreng. Det er et spændende setup, som Martin Struzinski (sportschef for Herning Blue Fox) sammen med Ben Cooper (cheftræner for Herning Blue Fox) har fået stablet på benene, og jeg er virkelig sulten og topmotiveret for at komme i gang igen med drengene”, fortæller Anders Poulsen.

Med 331 Metal Liga kampe i benene, heraf de 312 for Herning Blue Fox er det en rutineret spiller der har meldt sin tilbagekomst. Anders har sammen med resten af Byens Rødder været med til at vinde 2 danske mesterskaber, 2 pokal mesterskaber og 2 sølvmedaljer, så han ved om nogen hvad der kræves for at nå til tops. Netop Anders Poulsens massive arbejde på banen har været et midtjysk varemærke, som han ofte har slået fast. Der bliver kæmpet infernalsk i begge ender af banen, i virkeligheden findes der måske ikke nogen der har blokket flere skud end Anders og det er netop hvad tilskuerne kan forvente sig på Kvik Hockey Arena. En helhjertet indsats for holdet og en sult efter at ville vinde hver gang.

Netop de kompetencer har man også bemærket i erhvervslivet, og derfor bliver Anders Poulsens ophold i Herning nu fremadrettet også med et job på sidelinjen. Her vil man kunne møde ham hos det lokale ejendomsmæglerfirma Nybolig, Hvor han skal starte som trainee. Og ligesom den sportslige ledelse hos Blue Fox, så har ledelsen hos Nybolig også virkelig store forventninger til Anders’ præstationer i marken.
”For nogle år siden solgte jeg en lejlighed til Anders og fik virkelig et godt indtryk af ham og den person han er”, fortæller Povl Hollenvad fra Nybolig Herning og fortsætter. ”Anders springer straks i hjertet på en med sin midtjyske vis og sit bundærlige og troværdige væsen. Det er alle sammen vigtige kompetencer, som er en del af vores DNA. Det passede perfekt for os, da vi erfarede at Anders vendte hjem til Herning igen. Vi mangler arbejdskraften, og Anders kommer med stor seriøsitet og ikke mindst et godt netværk i Herning. Han er jo godt uddannet undervejs og jeg er sikker på at ejendomsmæglerfaget vil passe rigtigt godt til Anders. Jeg ved at Herning Blue Fox ser Anders’ tilbagevenden til klubben som et scoop, og det er bestemt ingen undtagelse hos os”, understreger Povl Hollenvad.

At kombinationen mellem sport og erhverv er en gevinst for alle parter vidner flere fortilfælde hos Blue Fox om.
”Det er vores erfaring, at vi ved at tage ikke blot et sportsligt ansvar for den enkelte spiller, men også et uddannelsesmæssigt ansvar i forhold til de unge, og et erhvervskarrieremæssigt ansvar for de lidt ældre, får mere ”komplette og robuste” mennesker. Det knytter spilleren tættere til klubben, forlænger karrieren og sikrer at enkelte spillere kommer godt videre i livet når hockeykarrieren slutter – og det gør den for alle”, udtaler Blue Fox direktør Torben Skovsgaard og slutter. ”De virksomheder som ansætter vores spillere er også yderst tilfredse. Eliteidrætsfolk er dedikerede og disciplinerede. Egenskaber der, når de tages med over i erhvervskarrieren er yderst værdifulde for arbejdsgiveren”.

Anders Poulsen har skrevet kontrakt med Herning Blue Fox for den kommende sæson, og bliver således holdkammerater igen med mange velkendte blåræve, herunder bl.a. også hans bror Morten Poulsen.


Bomstærk back vender tilbage til rødderne Herning Blue Fox sender sæsonkort på abonnement til uhørt billig pris