Blue Fox defensiven har gennem sæsonen været benhård, og er givet en af grundstenene i midtjydernes topplacering gennem hele sæsonen, nu kigger Blue Fox på kontinuitet i de bagerste geledder.

Og med en fantastisk og helhjertet indsats, har den altid sympatiske og hårdtarbejdende 25-årige Rødovre dreng Christian Mieritz fundet sig godt til rette hos Herning Blue Fox. Faktisk så meget at klubben og Christian selv er blevet enige om at skrive kontrakt for yderligere 2 sæsoner.

Og det er med stor glæde, for med 330 danske ligakampe i benene, så er det ikke bare rutine man fastholder på holdet, det er også samtidig en ung ishockeyspiller der er i en rivende udvikling. For Christian har i den grad bevist, at han spiller et bundsolidt og fysisk spil og så er han som menneske en drøm for hvert et ishockeyhold.

”Vi er virkelig glade for at kunne tilknytte Christian i 2 sæsoner mere, og ja, måske endnu flere på sigt. Han er en person der formår at bidrage stort til både den gode stemning i omklædningen, men også går forrest med hårdt arbejde, en flid som er en naturlig selvfølge for Christian”, fortæller Blue Fox’ direktør Torben Skovsgaard og fortsætter.
”Samtidig så har Christian også bare overvældet os med hans ishockeymæssige udvikling, så vi føler virkelig vi oplever en spiller der blomstrer på holdet og med trænerne, og jeg har en rigtig god fornemmelse af, at han kommer til at tage endnu flere skridt op ad udviklingsstigen de kommende sæsoner”, slutter Blue Fox direktøren.

Og når Christian Mieritz, der både har repræsenteret Rødovre i 2 sæsoner, Frederikshavn i 5 sæsoner og foruden har spillet 3 sæsoner i henholdsvis Nordamerika og Sverige har valgt at forlænge opholdet i Herning i foreløbigt 2 sæsoner, så har han sine egne helt klare grunde.

”Skiftet til Herning tilbage i august måned var for det første kæmpestort for mig. For at være helt ærlig, så havde jeg ikke selv set det komme, og må også bare sige at setuppet har mere end levet op til mine i forvejen høje forventninger. Alle på holdet og omkring holdet er dybt professionelle, og så er kemien i årets trup samtidig super god. Det at klubben allerede har skrevet med så mange fra indeværende sæsons trup har selvfølgelig også bare bidraget til letheden i min beslutning”.

”Personligt så har trænerteamet, som jo i forvejen kendte mig lidt fra ungdomslandsholdene også fået det bedste frem i mig, så hvis jeg skal kigge på den udvikling jeg har været igennem det seneste år, og hvordan det har styrket mig endnu mere som ishockeyspiller, så ser jeg bare endnu mere frem til de kommende sæsoner”, fortæller den bundsolide Herning back der sammen med kæresten er faldet rigtigt godt til i Herning.

Kontrakten med Christian er som altid betinget af den endelige godkendelse fra DIU.


I aften starter slutspillet på Kvik Hockey Arena HETAG HØJDEPUNKTER: MÅL OG REAKTIONER fra Herlev-Herning