Så søger vi med lys og lygte efter frivillige hænder til at supplere et helt igennem fantastisk team i vores speakerboks og statistikafdeling. Og selvom det måske lyder som en stor og svær opgave, så er det alt andet end det - blot man har lysten og viljen til at være med lige der hvor det sker - på allerførste række.

Speakerboksen til Blue Fox' hjemmekampe emmer af fart, spænding og masser af action. Her kan man favne over alt fra TV produktioner, live billeder, reklameafvikling, live statistikker, musik, speak, showlys, kampur, udvisninger og generelle kampstatistikker. Fælles for alle opgaverne er at de sker lige midt i kampens centrum, og DU vil som en del af dette team være med til at afvikle for og foran alle vores gæster.

Det kræver ikke nødvendigvis at du er ishockeyekspert eller computernørd. Vi har en masse dygtige frivillige med en del kampe på bagen, som er klar til at hjælpe dig i gang, og inden længe vil du med ro kunne nyde adrenalinet sammen med kollegaerne i boksen og på isen - for der er drøn på, når man er med på allerførste parket...

Vi giver dig en fantastisk social platform sammen med de andre frivillige, en massiv pil op på CV'et, et sæsonkort og naturligvis mad og drikke når du er på en vagt. Opgaven foregår ulønnet og på frivillig basis - men til gengæld lover vi dig en hæsblæsende og meget vanedannende fed oplevelse som en del af Blue Fox' speakerboks team.

Smid en mail til os på bluefox@bluefox.dk hvis du er interesseret, fortæl lige lidt om dig selv ved samme lejlighed, og så håber vi at kunne byde dig og en masse andre interesserede velkommen på holdet.


Svær udekamp i Esbjerg SKARPE SKUD: Billeder fra kampen mellem Herning og Rødovre