Endnu en landskampsløs landskamppause er overstået, og grundspillet i Metal Ligaen går nu ind i sin afgørende fase. Tirsdag aften tager Blue Fox hjemme på Kvik Hockey Arena i mod Herlev, til en kamp hvor pucken smides kl. 20.30. Når TV2 Sport sender direkte må der ikke livestreames, så får fans fra Herning og Herlev er det positivt, at TV2 Sport netop er på plads i Herning i denne tirsdag.

En god pause for Blue Fox er blevet brugt på både hold samt individuel træning, og også teambuilding. Nu er det så tid til at vise på isen hvilken effekt det har haft. For Blue Fox resterer der syv kampe i grundspillet. Vi ligger ud tirsdag mod Herlev, og derefter venter der så en kamp mod Rødovre, to kampe mod Esbjerg, og hele tre opgør mod Frederikshavn. Top tre er ikke umulig, men det er ikke noget vi selv kan afgøre, derfor ligger fokus hos Blue Fox stadig på to ting. Nemlig at få maskinen til at køre rigtig, og i tide til play off, og så at sikre sig fjerdepladsen. Her er vi i øjeblikket 9,5 point foran SønderjyskE, som dog har to kampe i hånden. Vi har derefter 15 point ned til Frederikshavn, og det lyder jo af en del. Men da Frederikshavn også har to kampe i hånden, og vi netop har tre indbyrdes opgør mod dem, så kan det hurtigt blive tæt, hvis man ikke er klar.

Men først gælder det altså tirsdag og Herlev, og her er det i den grad Blue Fox der har revanche til gode. Seneste opgør endte med et 7-5 nederlag på udebane. Det var et af sæsonens lavpunkter. Det var en på alle måder skidt dag på kontoret, og et decimeret Herlev-mandskab scorede hele syv gange, på bare 25 skud. Der er ingen grund til at snakke mere om den kamp, for der er ikke noget at tage med. Nu gælder det om at bruge den som motivation til tirsdag, hvor den indsats skal revancheres. Det handler ikke så meget om hævn overfor Herlev, men mere revanche overfor os selv. Der er noget der skal rettes op på.

Herlev har ikke spillet siden den før omtalte kamp, som fandt sted d. 2. februar. Så de har efterhånden haft en længere kamppause. Den har de så brugt på at skifte ud i truppen. Således har de sagt farvel til den 29-årige svenske angriber Filip Owesson, som nu fortsætter sin karriere i den tredjebedste svenske række HockeyEttan hos Mörrums GoIS. Han er blevet erstattet af et yderst velkendt ansigt i netop Herlev, i form af den 26-årige finske back, Niklas Tikkinen. Det er en kæmpe profil som Herlev her har hentet ”hjem”. I de foreløbigt 85 kampe han har spillet for klubben har han lavet imponerende 72 point (20+52), og en +/- på kun -5 over to sæsoner hos Herlev, er altså flot. I denne sæson har det knebet en smule for ham. Der har han spillet for Black Wings 1992, som sluttede sidst i den bedste østrigske række. I 32 kampe blev det til syv point (1+6) og en +/- på -13.

I tabellen ligger Herlev nummer syv. De har 8,5 point ned til Rødovre med to kampe i hånden, og fem point op til Frederikshavn for samme antal kampe. Så her hvor grundspillet nærmer sig sin afslutning, er det ikke umuligt for Herlev at kravle højere op.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.


TV kamp - Comeback - Vild rekord - Digitalt kampprogram NY SPÆNDENDE BOG om Danskerne i NHL - med stort Herning-fokus